Farvel - og tak!

Kære alle gæster i havestuen

Grundene er mange, og overvejelserne har varet længe. Men nu må det ske. Jeg lukker havestuen. Har slettet de fleste billeder men lader teksten stå - for det tilfælde, at nogen skulle kunne bruge min historie til noget. Men historien slutter her.

Blogland har været en stor del af mit liv i en lang periode. Jeg har fundet historier, som lignede min. Og nogle som var meget værre. Jeg har fundet støtte, opbakning, gode råd og ærlige svar i perioder, hvor jeg havde brug for alle delene.

Så hvorfor så slutte? Blandt andet fordi jeg ikke synes, jeg har ret meget andet end trivialiteter at fortælle, nu hvor hverdagen efterhånden glider på skinner, og kampen for barnet er endt lykkeligt. Måske fordi mine besøg i blogland og tanken om havestuen gør det svært for mig at slippe fornemmelsen af at være ”barnløs” og på en eller anden mystisk måde fastholder mig i den sorg, den besættelse, den kamp, som jeg kan mærke, at jeg har brug for at slippe. Måske fordi tiden er trang, og jeg i virkeligheden burde bruge mine timer og tanker sammen med de ”virkelige” veninder og familien.

Der er som sagt mange grunde og mange overvejelser, og mit farvel er da bestemt heller ikke helt afklaret. Kan faktisk mærke, at jeg bliver helt ked af det, nu hvor jeg skriver det sidste indlæg. Det føles som at sige farvel til en god ven, og jeg føler, at jeg på mange måder ”skylder” jer at fortælle, hvordan historien om Bøllehatten kommer til at gå fremover. Så jeg lader døren stå en smule på klem. Uden at love noget, uden at føle mig presset. Men måske engang…

Foreløbig vil jeg lade dette være sidste kapital. Sige tusind tak, kære bloggerbabes. Hvor har jeg været glad for jer. Hvor har i betydet meget for mig. Og hvor håber jeg så inderligt, at i alle får jeres drømme opfyldt - på den ene eller den anden måde.

Kærlig hilsen

Frøkenhat - og Bøllehatten, som er blevet en skøn og smilende pige på et år og ni måneder og går og løber og snakker sin mor et øre af, og som er elsket og beundret for dét, hun er: Min datter!

Pause!

Alt er okay, men af flere årsager gider jeg ikke blogge for tiden. Så for at slippe den dårlige samvittighed over tavsheden, lukker jeg havestuen ned sommeren over. I først omgang kalder vi det en pause, så må vi se, hvad der sker efter sommer...

God sommer til jer alle!

Nå, men...

...mens jeg venter på noget mere interessant at skrive om, kan jeg jo lige spørge, om nogen mon kan anbefale en god bog om barnets andet (og tredje og fjerde for den sags skyld) leveår?

Var meget begejstret for "60 vidunderlige uger" - bla. fordi den fik mig til at se den udvikling, der lå bag en stor del af Bøllehattens svære perioder. Den fik mig ligesom til at SE min datter lidt mere, syntes jeg. Forstå hende. Og det savner jeg lidt for tiden - forklaringerne på, hvorfor hun gør, som hun gør, og hvor meget hun kan og forstår og har brug for.Ikke som en manual. Bare som inspiration og guidance.

Nogen bud?

Gammel...

Så stod man lige der i omklædningsrummet og følte sig for en gangs skyld lidt smålækker i forskellige heldige bikinier og tænkte, at det skal sgu nok blive en god sommer i år. Jovist, et par pølser og buler er der da, men i det store og hele er det sådan set ok, vurderede jeg i spejlet.

Ind til den ellers søde og ihærdige ekspedient brutalt skar igennem i min monolog om, hvorvidt det skulle være den pæne, men en smule konservative bikini eller den dobbelt så dyre men også lidt mere hippe sag.

- Du kommer altså til at se meget yngre ud i dén der, hævdede hun og pegede på den dyre.

Og vupti bristede min illusion om, at jeg på det nærmeste ikke har forandret mig af udseende siden gymnasieårene midt i 90’erne og i øvrigt snildt kunne forveksles med en 20-årig. I spejlet stod i stedet en 31-årig mor med bulende kejsersnit, blege lår og et maveskind, der ærligt talt godt kunne trænge til en lille opstrammer…

Og pludselig, helt uden varsel, følte jeg mig et kort øjeblik ramt af den 30-års krise, der ellers er fløjet højt hen over hovedet på mig…

Men den slags er der selvfølgelig råd for... Gæt selv, hvilken bikini jeg købte.

Stor tøs

Pyhha, der sker meget med Bøllehatten for tiden. Synes det går lynhurtigt med at lære nye ting, og min lille pige er pludselig ikke så lille længere.

Benene er efterhånden ret sikre og kan både gå og småløb – det sidste især, når hun stikker af fra sin mor. Hvilket hun gør tit. I huset, i haven, på vej hjem fra dagplejen, i butikker… Alt imens hun smiler skælmsk og ved, at hun er vældig fræk.
Hun forsøger også at hoppe. Hvilket foregår med bøjede ben og uden at lette fra jorden. Men med et meget begejstret smil.

Ord er der også masser af for tiden. Bam om bamser, bah om bolden (kan alternativt være ballon, hvis der er sådan en til stede), ba om bad, uh om huer og hatte, nønnn-nønnn om biler, ma om mad, bå om bolle, mo om mor, bar om far, ne om at lyne, ouh om at åbne, åh om op, va om vand og så yndlingsordet naj, som selvfølgelig betyder NEJ! Plus diverse dyrelyde. Og en masse andre småord, som jeg ikke lige kan komme på nu - åh jo, forresten: bøu og pudt, som jo selvfølgelig betyder bøvs og prut og desværre var nogle af Bøllehattens første ord (og som måske siger lige rigeligt om hendes forældre og den jordhule, hun bor i...).
Og så forstår hun meget mere, end man tror – erfarer vi igen og igen, når vi beder hende gøre noget, som hun rent faktisk gør.

Rent socialt er hun også blevet meget mere modig. Fra begyndelsen frygtede jeg, at Bøllehatten ville blive et lille forskræmt barn, som aldrig ville kunne omgås andre voksne og børn. Men hun havde bare en drøj begyndelse tror jeg – med ondt i nakken, soveproblemer, skimmelsvamp og meget mere. For nu hvor de eksterne faktorer er fjernet – og hun er blevet større – er hun ikke mere forskræmt end andre børn, synes jeg. Tværtimod stikker hun af i tide og utide, siger hej til ukendte ekspedienter, lader sig passe af mormor og tante og trives i dagplejen. Faktisk er hun blevet så cool, så vi er helt trygge ved vores ja til den vuggestueplads, hun er blevet tilbudt til august (i en af byens bedste vuggestuer, som tilfældigvis ligger 500 meter herfra og er umulig at få plads i – hvor er det fedt at have bare ét punkt med det her børnehalløj, hvor vi er svineheldige).

Til gengæld tumler vi en del med temperamentet for tiden. Så det kan slå gnister mellem mor og datter. Havde naivt forestillet mig, at det med egen vilje, ka-selv og stædighed først ville sætte ind i 2-3-års alderen – det kommer så allerede ved 1-års alderen, må jeg konkludere. Kan godt nok være drøjt. Hårdt at opleve sig selv være sur og irriteret på sådan en lille størrelse. Drøjt at skulle trumfe med styrke og voksenmagt, synes jeg. Og møgirriterende, at hun ikke bare kan være sød og dejlig og elskelig hele tiden (som hun faktisk er det meste af tiden stadigvæk). Men trods frustrationerne kan jeg mærke den der grundfornemmelse af, at det alligevel er godt. At det er en styrke at have temperament og egen vilje og sige fra. At det er fedt, at hun ikke bare er føjelig og ydmyg hele tiden. At hun forhåbentlig bliver et mere helstøbt og harmonisk menneske, når hun får lov til at være sur og gal og utilfreds og ikke bare bliver bedt om at være sød hele tiden. Tror på, at det er godt for os alle at opleve, at vores nærmeste godt kan rumme os, når vi er allergrimmest. Og det begynder vi så at øve os på at kunne allerede nu. :-)

Desværre smitter temperamentet af på vores aftener for tiden. Så lige for tiden er der ikke tid til havearbejde og andre interesser i aftensolen. Tiden går i stedet med slåskampe og gentagne ture ind på børneværelset for at lægge skrigende flitsbue ned igen. Og igen. Og igen. Efter en række aftener med halve og hele timer ved tremmesengen har jeg netop i aften besluttet at prøve nævnte til og fra-metode igen. Har tidligere virket, så måske skal hun bare lige lære det igen. Gør det faktisk lige så meget for hendes skyld som for min. Har tidligere oplevet det som en styrke, at hun selv kan finde ro og tryghed og falde i søvn, og jeg håååååber, at vi kommer dertil igen i løbet af meget få dage. Ellers må vi finde på noget andet.

Ellers er det bare fedt med sommer og sol og udeliv. Bøllehatten nyder tydeligvis at være ude, og er meget mere selvkørende ude end inde. Bare møgsvært for moderen at finde ud af alt det med solcreme (troede ikke det var så svært at smøre det stads i hovedet på sådan en lille én, men det ender både i øjne og næse, fordi hun vrider sig og protesterer) og tøj (har godt nok selv bare tæer og T-shirt, men mon ikke hellere hun liiige må få en hue og en termojakke på for en sikkerheds skyld…). Men jeg lærer. Og det er det fede. At jeg allerede nu kan mærke, at jeg har nogle rutiner og en sikkerhed som mor, som jeg ikke havde for et år siden. Og at det er okay at lave fejl ind imellem – dem lærer man jo også af. Engang.

Historien…

Nå, vi må videre. Kan jo ikke være i hi for evigt. Og må vel hellere lægge ud med en forklaring på tavshed og manglende energi.

Vi har som nævnt haft håndværkere rendende ind og ud af huset den seneste måned. Hvilket jo kunne være fint nok, hvis det var fordi, vi var ved at få nyt køkken eller noget andet spændende. Men nej. Vi har haft skimmelsvamp. I et almindeligt og velholdt parcelhus fra 88. Og selvfølgelig - af alle steder - inde på Bøllehattens værelse. Lige ved siden af hendes seng.

Egentlig var det lidt af et tilfælde, at vi opdagede det, for der har intet været at lugte eller se derinde. Men for fire år siden havde vi hul på et vandrør i gulvet på badeværelset ved siden af Bøllehattens værelse. Fik dengang udbedret skaden og lagt nyt gulv på i værelset, efter at have haft en affugter til at køre i en måneds tid. Derfor begyndte tanken at nage, da Bøllehatten i to måneder havde hostet og hakket og været snottet. Gad vide om… Men selvfølgelig var der ingenting, slog vi det hen. Alt var jo ordnet godt dengang. Og der var intet at se. Intet at lugte.

Men vi kunne jo lige tjekke. Så vi skar hul i tapetet og kiggede ind bagved. Kunne stadig ikke se noget. Men det lugtede muggent. Så efter nogle dages overvejelser besluttede vi at få en skimmelekspert ud. Bare for at få beroliget os selv. Prøverne ville godt nok koste 4000 kroner, men de penge var jo også give godt ud, når vi så fik ro og vished om, at der ikke var noget, sagde vi til os selv. Alt imens især mine forældre havde travlt med at kalde os hysteriske og overbekymrede.

Men skimmelmanden stak næsen ned i tapetet og rynkede på næsen. Så brækkede han fodlisten af og beordrede Bøllehattens seng flyttet ud af værelset med det samme. Og prøven bekræftede mistanken: Skimmelsvamp. Masser af skimmelsvamp.

Så værelset blev ryddet. Seng og puslebord vasket grundigt af med Rodalon. Resten af møblerne, gardiner og løse tæpper smidt ud. Alt legetøj vasket. Alt sengetøj, tøj og andre tekstiler vasket (meget når man har arvet og havde et stort skab fyldt fra top til bund). Gulvet brækket af og smidt ud. Diverse undersøgelser lavet – trykprøve af vandrør, kamera i kloak, diverse undersøgelser af badeværelsesfuger og andet, boreprøve i betongulvet osv. Årsagen er formentlig, at gulvet formentlig – trods eksperternes ord - ikke har været ordentligt tør efter den gamle skade, før det nye er kommet på. Så det slås vi nu med forsikringen om. Og forbereder os på at tabe, for de er bare stride. Desuden er værelset blevet renset og steriliseret af skimmel-eksperterne. Og står nu med affugter kørende på tredje uge for at blive helt tørt. Forude venter besøg af maler, der skal fjerne tapet og sætte nyt specialvæv på, tømrer der skal lægge nyt gulv og elektriker, der skal montere ny udsugning i badeværelserne. Imens har vi møbler og tøj og legesager over hele huset, så her roder. Til gengæld er her rent – for hovedrengøring af hele huset var også en del af ordren fra skimmel-folkene.

Så det har været lidt hårdt. Men det er ok. For det vigtigste er, at Bøllehatten kom ud af det værelse. Det skræmmende i den forbindelse er så, at hendes hoste og snot forsvandt i løbet af få dage. Og fra første nat sov hun igennem i sin egen seng og har gjort det rigtig, rigtig mange nætter siden. Frygteligt at tænke på, hvordan hun mon har haft det. Hosten og snottet har vi jo kunnet se og høre. Men har hun været svimmel? Haft hovedpine? Været dårlig? Det ved vi jo ikke. Og kan selvfølgelig heller ikke bruge til så meget. Håber bare at hele mit hjerte, at hun ikke har lidt alt for stor skade og får varige mén af det. Men kan se, at nu hvor hun er blevet forkølet, så hoster hun på samme rallende måde som dengang – så måske har hun fået et svagt sted, som bacillerne vil hæfte sig på fremover. Det ved vi jo ikke…

Er bare glad for, at både Manden og jeg har et ret godt instinkt og veludviklet mavefornemmelse, så vi får reageret på mistanker, som for andre virker urealistiske. Det er ikke første gang, vi oplever at have ret i sådan noget, hvor alle andre mener det modsatte. Vi skal bare lære at holde lidt bedre fast i mavefornemmelsen. Reagere lidt hurtigere. Være lidt mere ligeglade med, hvad andre måtte mene. Men det kommer vel med øvelsen… Håber jeg!

Midlertidig ude af drift...

…står der på min pande for tiden.

Familien er i knæ og tappet for overskud, så her prioriteres med tid og kræfter – derfor tavsheden her i havestuen. Vender tilbage inden længe med beretningen om årsagen til underskuddet – men nu ingen panik i blogland. Familien er intakt og tæt som altid – huset er til gengæld i undtagelsestilstand og fyldt med håndværkere...